Maj 2009
Nu er standeren sat på den genrejste flagmast. Sejlsæsonen 2009 er sat igang med et hyl, idet alle der kunne blæste i deres tågehorn præcis kl 14.00 lørdag den 9. maj.
Datoen for standerudskiftningen er ikke fast, idet vejrforhold og helligdage og en masse andre praktiske ting vil sætte datoen i de kommende år. I år faldt det sammen med den anden søsætning og det er måske ikke så heldigt, selv om det nok gjorde, at der var flere med. Det kan være at datoen skal længere frem, så der var master på de fleste fartøjer. Derved kunne der sættes signalflag i hele havnen.
Når nu bådene er kommet i vandet skal der jo sejles. Der er derfor nogen, der vil prøve at genoplive tidligere fællesture og onsdagssejladserne starter selvfølgelig igen snart.
Husk også turen til Middelfart Værft søndag den 17. maj.
De næste opgaver for nogle af de nye udvalg er en organisering af området på land. Pladsudvalget har den opgave sammen med Havneudvalget at anbringe bådene bedst muligt på land om vinteren.
Det nye Anlægsudvalg, der skal bestå af tovholderne for plads-, el-, vedligehold-, og broudvalget, samt formanden skal til at komme igang med, hvordan området skal se ud hen over sommeren. Pladsudvalget vil afholde en oprydningsdag som sædvanlig, men i år skal der nok bruges nogle resourcer(penge) på at gøre området mere tilgængeligt for byens borgere og turister. Derfor kræver det en plan for resultatet af oprydningsdagen.
Prøv at være med til at skabe en god stemning på havnen. Det er lige nu meget nemt, at finde noget at brokke sig over, men hvis I i stedet prøver, at hjælpe rodehovederne med at få tingene på plads, så kan Træskibsforeningen blive ligeså god at befinde sig, som beliggenheden giver inspiration til.
Hvis man spørger Svenne kan det lade sig gøre at benytte Flydebroens nordside foran dykkerbåden til kortvarige opgaver indtil 2 døgn. Husk lige, at hvis der skrabes maling af eller beges, skal broen rengøres efter brugen. Det er jo ikke vores bro, men vi må låne den i en overgang, indtil den endelige aflevering er foretaget.
Jørgen