image
Kommende begivenheder

 

ONSDAGSSEJLADSER STARTER ONSDAG EFTER PINSE

 


 

NYHEDSARKIV
blank

Evaluering

 

Af Poul Nørbo, ”Ducat”, Sejladsudvalget.

 

Evaluering af ’PisPosCup’-sejladsen lørdag d. 06.09.’08.

 

 ’PisPotCup’-sejladsen 2008 blev gennemført med deltagelse af i alt 13 skibe: som fordi vi uddeler i alt 3 pispotter som præmier blev inddelt i 3 grupper:

 

”De Store”:

”Bona Gratia”, ”Luna”, ”Marie Nielsen”, ”Martha”, ”Olga”, ”Opal” og ”Sokrates”. Heraf 2-3 gæster udefra!

(Et par af havnens skippere havde gjort en speciel indsats for at invitere de store skonnerter med og aktivere nogle stykker af vore egne galeaser. Et forsøg på at få den 3-mastede topsejlskonnert ”Madonna” med var nær lykkedes!)

 

”De Små”:

”Bellina”, ”Havfruen”, ”Ran II” og ”Thora”.

 

”Jollerne”:

”Amanda” og ”Erna”.

 

 Vi er jo unægtelig et stykke vej fra at få tømt broerne for skibe til en sejlads. Selv én der var så god en oplevelse som denne!

 

 Bemærkelsesværdigt mange af skibene tilbagelagde omkring 17 SM på de 4 timer sejladsen varede, og da potterne blev uddelt gik den største til skonnerten ”Martha” af Vejle for 16,6 SM, den mellemste til spidsgatteren ”Thora” som desuden kom igennem som vinder overalt med beregnede 17,7 SM, og dernæst den mindste potte til smakkejollen ”Amanda” for 16,5 SM.

 

 Som bekendt afgør vejret og især vinden det meste når sejlskibe skal bevæges på havet, og da der var opstået ønsket om at lade skibene sejle ad samme bane så der blev en gensidig afprøvning ud af det på en direkte mærkbar måde, diskuterede vi på Skippermødet Kl. 10:00- kombinationen af en lang halvvindssejlads som evt. kunne suppleres med en afstikker til en eller flere nærliggende sømærker, fortrinsvis de 3 indsejlingsbøjer foran havnen.

 

 En halvvindssejlads ville med den forhåndenværende S-lige vind imidlertid næsten falde sammen med Molsliniens rute mellem Havnen og Sletterhage. Dertil kommer at catamaranfærgen med sine 35 knob ofte følger alternative ruter der breder sig udover Århus Bugtens område, aldeles hensynsfuldt for på bedste måde at finde vej mellem lystbåde og små oppustelige gummibåde med strittende fiskestænger! For ikke at løbe mere risiko end nødvendigt blev vi derfor enige om at sejle mod Kongsgårde i Begtrup Vig og vælge mellem vendinger ved to sigtelinier: Når Kjeldshoved dækkede Skødshoved Havn i N, eller når Helgenæs’ vestlige skrænter dækkede Sletterhage Fyr i S. Flere skibe valgte at vende lidt længere inde i vigen nærmere Kongsgårde, måske for at få lidt mere læ til at hale sejlene over, og for at belønne det flotte syn af de store skibes med deres arbejdskrævende ”sky” af sejl: både ”Opal” og ”Martha” førte 6-7 sejl hver, tillod jeg som dommer dem og bådene som gik med dem derind at anvende længde og bredde for vendepunktet. En idé som vi udmærket vil kunne tage op til de kommende sejladser. Andre af skibene valgte det første vendepkt. og kunne så i stedet nå et par af indsejlingsbøjerne, som ”Bona Gratia”, ”Ran II” m.fl. gjorde. Således opstod der på en måde et kompromis mellem vore gamle regler for ’PisPotCup’n og en forlænget version af ’Rummelpot’ns regel.

 

 Jeg vil vurdere resultatet som spændende og som mere fornøjeligt. Bare at se lille ”Amanda” og ”Thora” side om side med ”Martha” var en oplevelse, - ”Luna” lidt bagude idet hun var blevet forsinket ca. 10 min. i starten. Indvendingen mod at sprede bådene over hele Kort 112, for med fuld diskretion at kunne behandle hver skippers ensomme og ihærdige indsats for at sejle flest mulige SM bag spejlet eller rundt om hækken, finder jeg berettiget. At sejle sammen på samme kurs er meget mere interessant! 

 

 Blandt de store er jo nogle som i størrelse bestemt ikke kan måle sig med skonnerterne og galeaserne og hvoraf man heller ikke med rimelighed vil kunne forvente at de skulle tilbagelægge ligeså lange strækninger. De kunne kaldes ”De Mindre Store”og kunne måske komme til at danne en fjerde gruppe. Af dem klarede ”Marie Nielsen” ca. 5 SM og kom ind til tiden, mens ”Sokrates” måske nærmede sig de 10 SM. Den nåede imidlertid ikke ind til tiden. Dér ombord havde man for at imødekomme denne mangel i stedet planlagt at stille med noget i retning af en ”fisherman”, en kæmpe drifter, til næste år. At tænke over hvad man kan gøre ved sin situation er jo til enhver tid en sømands 1ste dyd og en god øvelse for en sejlskipper.

 

 Alle forsøg på en fornuftig inddeling af de gamle skibe vil stort set altid mislykkes fordi skibene i træskibsflåden i udgangspunkt jo er bygget til så mange andre formål end lige at skulle sejle længst muligt på kortest mulig tid. Lader vi nu fx. ”Marie Nielsen” og skibe på hendes størrelse, altså efter vægt, danne gruppe så måtte vi sætte hende i gruppe med ”Luna”, som skønt hun endnu ikke er færdigrigget og derfor sejler med kun ca. 3 fjerdedele af sin egentlige rig alligevel følger med de største, og hun ville jo være en unfair konkurrent for de to ”Mindre Store”:”Marie Nielsen.” og ”Sokrates”.

 

 Måske kunne vi opfinde en anden måde at udfordre de to på: En rumskødssejlads hvor de gerne måtte sætte hvad som helst på allerfestligste vis for at få dem til at overskride deres mulige 4 knob (farvestrålende spilere eller gummierede presenninger som bredfok), og undervejs kunne de få til opgave at udveksle vigtige skibsdele ad et tovtræk fra det ene skib til det andet eller andre lege som kræver forsigtighed. Afslutningsvis skulle de så have lov til at sejle turen hjem i modvind for motor så de nåede ind i tiden.

 

 Vores ’PisPotCup’ 2008 blev imidlertid ikke afviklet uden at der blev begået fejl. Vigtigst og alvorligst at der ikke blev uddelt logblade til hvert skib til rapportering af sejladsens navigation og waypoint-tider. Min fejl, idet Knuddi har dem for hånden og kun skulle have været anmodet om at fremstille dem til lejligheden. Dernæst at der ikke blev varetaget en kommunikation mellem Sejladsudvalget og Husudvalget angående præmiernes helt sikre tilstedeværelse op til sejladsen. Jeg indrømmer gerne at jeg brugte mere energi på at bevæge de store skonnerter som netop da var på besøg i byen til at deltage end at holde regnskab med potterne. I sådanne sager har Knuddis trofaste påpasselighed reddet mig flere gange. Ydermere skete det at en festlig opsætning af Klubbens store Dannebrogsflag ikke kunne lade sig gøre idet ingen fra Husudvalget var tilstede netop dén dag før senere på dagen, mærkeligt nok, og idet ingen andre end netop de folk har nøgler til de lokaler hvor Klubbens fineste grej er låst inde. En mulig ”Så ka’ de lære det!”-stemning er dybt beklagelig! Men jeg tager gerne skylden på mig fordi jeg ikke finder det let at uddelegere opgaverne, mens jeg åbenbart heller ikke har nemt ved at overkomme alle de forpligtelser der kunne bidrage til at gøre forløbet perfekt.

 

 Endnu en fejl ved arrangementet blev påpeget fra ”Amanda” som logisk nok ikke havde vovet at bruge den inderste af Havnens anduvningsbøjer som waypoint under sejladsen idet valget af dette mærke sammen med det NØ-stre hjørne af den nye havnebydel som start- og mållinie jo medførte at mærket allerede var brugt 2 gange. Det var jo ikke blevet nævnt under skippermødet. En beklagelig udeladelse som så nogle drog fordel af, andre ikke. Dét er jo ikke just fremmende for den korrekte holdning til sagen som flere af bådene, bl.a. ”Amanda” og ”Havfruen” altid udviser. – Jeg beklager. – Løsningen ville være at Århus Lystbådhavns klubber i fællesskab fik lov til at udlægge en fast start- og målbøje en kvart SM i NNØ-lig retning udfra det allerede nævnte molehjørne til brug for kapsejladser. Store skibe som oftest har base inde ved Honnørkajen kan anvende denne linie som led i en almindelig anduvning af Århus Havn uden at blive generet af færgefarten og uden at komme for nær på alle stensætningerne længere inde i krogen ved indsejlingen til Lystbådhavnen, og alle andre flittige kapsejlere kan under de ugentlige kapsejladser få overstået de irriterende vindforhold under Risskoven på vejen ind- og udad dét jeg kalder ”H-båds-banen”, fra hjørnet, langs chassiet og ind til havnefyret, inden start og efter at have passeret mål. – Fordel til alle, og en mulighed for en smuk samdrægtighed. Men hvordan får vi en sådan kommunikation med de andre sejlklubber i gang?

 

 Efter sejladsen diskuterede nogle af os ud fra en sammenligning med de imponerende 6-timers sejladser med masser af overdådigt lakerede, sorte skonnerter og lodsjagter på Svendborg Sund og farvandene deromkring, hvilket arbejde der mon skulle til for at få noget lignende ud af vores ’PisPotCup’, og hvilken stil TSA evt. måtte bringe sine arrangementer og klubmæssige faciliteter op på for at kunne opnå en lignende popularitet blandt træskibssejlere. Også ’Limfjorden Rundt’ præsterer en helt anden storladenhed end vi gør - , nok til at komme i TV! – Dét kan vi formodentlig snakke om fremover og i hvert fald mindst indse nødvendigheden af at genoptage Kjelds ivrige og årelange indsats for at invitere til ’PisPot’n’ uanset hvor han på rejser kom til en havn og spottede træskibe, og ligesådan under sejlture med ”Athene”.

 

 Måske kunne vi forestille os ’PisPot’n og ’Sletterhage Om Bagbord’ slået sammen til én stor sejlads og derpå foretage en sammenligning af ’Limfjorden Rundt’ og den nye ’Sletterhage Om Bagbord’ (en stor ”De 5 Broer”). Det kunne måske føre til en spekulation ud fra devisen: ”Hvorfor skulle vi ikke kunne få en lige så imponerende og spektakulær optræden af mange store sejlskibe til på et område indenfor Kort 112, inkl. en fynsk og samsk, djursk og et par jydske havne,  som de andre kan på hin lange fjords mange bredninger og sunde?” Men da må der en anden ånd til end en smålig intrige om hvilket TSA-udvalg der mon ligger inde med mest magt i kraft af sine nøgler og medfølgende ret til fordeling af begunstigelser i Klubhuset. En nøjeregnende og bureaukratisk udveksling af udgiftbilag mellem Klubbens udvalg p.gr.a. et par kul og noget tændvæske viser hvor langt vi må belave os på at udvikle os hvis vi skal nå til at kunne bænke mange store skibes besætninger i en serie af havne og skaffe sømandsmæssig underholdning med ’harmonikamusik’ dertil ved hver landing!

 

Poul ”Ducat” p.v.a. Sejladsudvalget ;-)

 

   

 

 

 

blank
SKIFT TIL ANDRE SIDER

Hvad ønsker du info om ?

Søg på bjælken overover: Tryk "SØG" - Eller rullemenuen nedenunder giver de mest brugte


E-mail adresser

E-mail adresser

Vandstand

Opdateres automatisk