image
Kommende begivenheder

 

ONSDAGSSEJLADSER STARTER ONSDAG EFTER PINSE

 


 

NYHEDSARKIV
blank

Stormøde i september 2005

Stormøde i TSA 23. sept. 2005

Emne: TSA’s fremtid i forhold til salg af havnen, plan over de bynære havnearealer .
Og  andre relevante  fælles temaer.

Referent: Anne Marie

Jørgen Bargisen var blevet bedt om at lave et kort rids over TSA’s historie (på 20. min.):

Træskibsejernes sammenslutning med sæde i Kbh. havde en afd. i Århus.
I 1984 holdt man møde hos Friis og Moltke, og da man manglede et sted at samles, blev Aarhus Træskibsforening stiftet i 1984. Stander med soltegn blev designet samme år.
  Området herude var klondykeagtigt. Politikerne etablerede en lokalplan i 1988. Via lobbyvirksomhed fik man plads herude, og i lokalplanen kom der til at stå ”bro til fortøjning af træskibe” ved siden af ”Krogen. Opfyldningen var allerede disponeret.
  TSA udarbejdede et forslag om at anbringe værksteder langs med banelegemet med overdækning på ca.75 m, hvilket man mente måtte være et godt forslag, da der havde været uheld på banestrækningen (folk der blev kørt over), og man dermed fik afskærmet en del af banestrækningen.
  Planen blev forelagt havnen, daværende havnedirektør  Kaj Schmidt opdagede pludselig, at området rent faktisk tilhørte DSB. Så blev planerne skrottet.
  Projekteret opfyldning (der så ud stort set, som det nuværende forslag): direktøren delte opfyldningen i to, den nordlige del til TSA, den sydlige del ikke projekteret pga. manglende tilbagemelding fra roklubberne.
  Dec.1999 tegnes der videre , hvor en mastekran var planlagt til at befinde sig på det nordlige hjørne af opfyldningen.
  Juni 2001: forslag til vinterpladser på opfyldningen inkl. værkstedsbygninger.
Roere, dykkere, ”Krogen” samt TSA kaldes til fælles møde med fritids-og kulturforvaltningen samt Mag. 2, afd.
”Man” synes at TSA har bredt sig en smule. Roerne synes desuden at det nye projekterede slæbested var for lille, selvom det var identisk med det nuværende.
  Efter mødet foreslog roerne, at de fik det yderste –østlige – område (med et slæbested på 96 m) og TSA det vestlige. TSA accepterede dette. Magistraten sagde OK.
  Siden – for nylig - har roerne barslet med et forslag, der indebærer en kraftig udvidelse af roernes område og tilsvarende reduktion af TSA’s område. Roernes forslag har et budget på 22.6 mill. (underforstået: urealistisk)

(Slut på Jørgen Bargisens redegørelse, der blev illustreret med overheads over de forskellige planer)


Lars Munthe fortsatte:

17. aug. vedtog byrådet planen for de bynære havnearealer i relation  til den lokalplan, der foreligger.
  Med udgangspunkt i planen – som er voldsomt ambitiøs og kostbar – har vi valgt at være pragmatiske og satse på det, vi kan realisere nu og her, dvs. inden for en overskuelig tid.
  Økonomidirektøren oplyser i dag, at han ikke ved hvornår opfyldningen realiseres – der kan gå år. Og kan heller ikke svare på, hvem der står for opfyldningen. Indtil videre er det altså et område med vand.
  Vores eget område: også omfattet af planen for de bynære havnearealer.
Vi er i bestyrelsen enige om at udnytte de muligheder, vi har her og nu og forsøge at forskønne os, så vi bliver mere attraktive og bevaringsværdige.

Indlæg fra salen:

Viggo Jonassen:
Mht. opfyldningen: vi er nærmest forsvundet fra denne. Når vi skal forhandle skal vi gøre opmærksom på, at roklubbernes plan fjerner vores funktioner. Havnen ligger åbenbart meget stille mht. TSA, hvilket nok skyldes at kommunen køber havnen for en milliard. Derfor er havnen ikke interesseret i at foretage sig udgiftskrævende ting inden salget.
  Det er vigtigt, at TSA sidder med ved ethvert møde som foretages i et udvalg, der vedrører os. Vi skal være der hele tiden.
  Mht. planen om at etablere en kanal herud, som beskrevet i Håndbog for de bynære havnearealer: for at realisere denne, skal jernbanesporene flyttes, og det bliver voldsomt dyrt. Vi skal nok regne med en del forhandlinger frem og tilbage de kommende år.
  Men det er vigtigt, at vi er med – og måske skal vi, som vi gjorde i gamle dage, dengang daværende havnedirektør Schmidt gav udtryk for, at han ikke brød sig om træskibe, alliere os med turistområdet, som støttede os mod Schmidt.


Spørgsmål (referenten hørte det ikke)

Lars: TSA har 9000 kvm. vand. Vi har under 1000 kvm. til både, værksteder etc.
Ovre på den anden side har de 30.000 kvm vand + land. Lejen er derfor forskellig.
  I den nye havnekontrakt, der underskrives på næste bestyrelsesmøde 3.okt, er der blevet indføjet i denne, at vores leje er baseret på medlemmernes frivillige arbejde. Derfor er vores leje lavere ende de andres. Kontrakten gælder til 2012, og den er bindende for evt. nye ejere.
  Henrik Munk Jensen står for dette område, vores kontrakt med havnen har ikke været underskrevet i ca. 1,5 år, fordi vi ikke havde afklaret, hvem der skulle stå for evt. pæleormsangreb. Bargisen og jeg var til møde med Munk Jensen.
  Havnen har nu accepteret  at stå for pæleormsangreb under vandlinjen. Og dette gælder dermed også en evt. ny ejer.
  Lejen: vi har forhandlet den nye leje med havnen. Lejen er indeksreguleret. Vi er forhøjet med 26.000. Den skulle være trådt i kraft i år, men vi har fået den udskudt til næste år. Så vi har sparet ca. 20.000.
  Skader over vandlinjen: hvis vi laver skader på broen ved uforsigtig sejlads, er det vores individuelle og kollektive ansvar.
  Vores forsikringsbestemmelser vil blive lagt frem i mappen i Skipperstuen.

Kristian: Kan vi stadigvæk komme med forslag til området?

Lars: Vi har fællesmøde med de øvrige i området inden 7. okt. 7. okt. er dead-line for indsigelse til plan for de bynære havnearealer.  Så det kan vi.

Jørgen Bargisen: kvalitetshåndbogen ER vedtaget. Det er vores areal, der nu er på dagsordenen, og områdets brugere kan nu komme med kommentarer/forslag.

Lars: der er stor lydhørhed over for vores specielle situation.

Viggo J.: Der er gang i et skitseprojekteringsarbejde, som 2.Afd. skal lave og som handler om, hvorvidt man skal til at flytte spor, idet man ikke har taget højde for det. Og det er her vi skal være med.

Lars: Jørgen Bargisen og jeg havde møde med Tom Pedersen (koordinator for alle indkomne forslag/synspunkter ifht. området her) for 14 dage siden.
Tom var meget lydhør over for vores ønsker/forslag.
Hvad er muligt nu og på lidt længere sigt?
Vi må se at få os lidt shinet op, er vi enige om i bestyrelsen.
Bækmark har på foranledning af bestyrelsen lavet nogle tegninger til realistisk opshining.
Vi foreslår:
  De fem skure (som ikke må ligge på nordre mole): vi foreslår, at vi flytter dem ned på broen, som så udvides og hæves lidt op, så de ikke står under vand om vinteren. Skurenes åbning skal være ud mod havnen. Så får vi frigjort arealet bag ved, som dels kan bruges som et åbent område for turister, og om vinteren til opbevaring af både.
  Vi har tidligere fået tilladelse til at lave en svalegang langs med facaden (skal anvendes til renovering): godkendt på 1,50 m. i bredden. Vi foreslår, at den forlænges hen langs med terrassen.
  Og facaderenoveringen foreslår vi så omfatter hele huset, ikke bare det nordlige hjørne.
  Staldbygningerne (værkstederne): forslag om at vi lægger saddeltag på; samt desuden anbringer et over mellemrummet mellem de to, der hvor containeren står. Lofterne kan så bruges til sejl, mindre bomme, etc.

Viggo J.: Skal vi holde den samme taghældning som de har ved slæbestedet, og som er arkitektonisk bemærkelsesværdig? Ikke så høj en hældning, men den er bemærkelsesværdig.

Lars: det tager vi med i betragtningerne.

Kristian: er det OK for brandmyndighederne, at vi har metalværksted inde i et træhus?

Lars: Hold kæft køter! (referenten: dette var ikke møntet på Kristian, men på SkipperOles hund, Choux, der afbrød mødet med regelmæssige mellemrum; når toget på nærbanen anduvede med ca. 20. minutters mellemrum, begyndte bemeldte kræ at gø højlydt, hvorefter den fór ud af rummet for at forsvare TSA’s territorium – Kristian fik vistnok ikke noget svar, eller så hørte referenten det ikke for hundeglam )

Lars: Ideen er bl.a. at gøre området spændende og interessant.
Bestyrelsen vil bruge de næste 14 dage på at få disse planer vedtaget/accepteret hos de relevante personer/myndigheder.
Det kunne være fint at få det gjort, inden bådene tages op.

Vi laver to arbejdsweekends.  Alle kommer.

Claudio: Vi har jo bemærket, at folk holder meget af at spise godt her i TSA. Jeg har skaffet 15 kilo ål. Kan de evt. bruges i forbindelse med en arbejdsweekend?
Så kommer folk nok.

Alle: Absolut vedtaget.

Fyrbøder: Jeg synes det er meget vigtigt, at vi får med at der skal være en bedding.

Jørgen A. Hvad med skriftet her, er det ikke det vigtigste: ”Fremtidige ejer og driftsforhold for Fiskeri-Træskibs og lystbådehavnen”?

Lars: Man kunne forestille sig at vores del af havnen på et tidspunkt vil blive sat til salg.
Hvis vi evt. køber, skal vi  etablere et IS, som så lejer ud til TSA.

Peter M: Skulle vi ikke planlægge den slags + evt. etablere en slags investeringsfond, så vi har pengene når det evt. kommer på tale i 2012.

Forskellige: det behøver vi da ikke tænke på nu!?

Jørgen B.: Skriftet Jørgen A, henviser til: Der står at havnen anbefaler at kommunen overtager  Fiskeri, Træskibs og lystbådehavn.
Så det indgår i den samlede plan.

Bruno: Jeg er enig med Peter om, at vi skal tage stilling til fremtiden og hvis vi skal/kan overtage, så er det en god ide at have lagt lidt til side. Vi skal være fremme i skoene.

Jørgen A.: I teksten står der: den egentlige lystbådehavn, træskibshavnen etc. bør overtages af brugerne, hvis de kan etablere ejerforeninger (står der vist (referenten)). Vi er kun fredet indtil 2012 –dvs. 7 år.

Peter M.: Vi må tænke på, at kommunen ingen penge har, så de vil sikkert gerne sælge og af med dette her.

Claudio: Louise (Gade) har jo sagt, at hun foretrækker at klubberne køber selv. Og derfor skal vi være forberedt på det.

Anders M.: Skulle vi ikke gå ind og lege lidt med ideerne, hvad kan man gøre?

Rainer: Klubben kan vel lave en tænketank. Vi har en masse folk med kompetencer her i klubben.

Flemming: Der står i skriftet, såfremt brugerne kan finde ud af at etablere ejerforeninger, ellers, står der, lejes der ud som altid.

Torben W: Jeg synes, vi skal gøre det, vi er gode til – at dyrke det specielle miljø, vi har her, som er til gavn for folk, der kommer sejlende og andre og det er en bedre investering.

Salen: en kombination kan vel bruges; det behøver ikke være et enten eller, det er altid godt at have noget på kistebunden.

Jørgen B.: Jeg synes ikke, vi skal bruge penge til at købe dette her. Og hvis, skal vi ændre vedtægterne.
Men vi skal bruge pengene på at forbedre og forskønne faciliteter, huse osv. Uanset hvem, der ejer arealet. Og det er jo også vedtaget på årsmødet.

Viggo J: Der er kultur-og fritidspolitiske hensyn, der vil være afgørende for hvordan man vil behandle dette her samlet. Og hvis der sker noget, vil det være noget med at sælge til ”fritidssejlernes sammenslutning” eller sådan noget.
Så vi skal bare sørge for at lave et godt og attraktivt miljø, som Jørgen B. netop sagde.

Jørgen B: Når vi skal til at organisere arbejdet, kan vi bruge hjemmesiden. Her kan vi lave arbejdssedler og bruge vores nye debatforum til dette, så vi får arbejdet fordelt ordentligt.
I gamle dage når vi havde arbejdsweekend kom der 22, så var der kun arbejde til 4 og resten satte sig til at drikke bajere.
Så vi bruger hjemmesiden og forummet.


Slut på referat af Stormøde

(hvis nogle savner noget i referatet, skyldes det, at referenter var borte i cirka 4 minutter)

@@
blank
SKIFT TIL ANDRE SIDER

Hvad ønsker du info om ?

Søg på bjælken overover: Tryk "SØG" - Eller rullemenuen nedenunder giver de mest brugte


E-mail adresser

E-mail adresser

Vandstand

Opdateres automatisk