image
Kommende begivenheder

 

ONSDAGSSEJLADSER STARTER ONSDAG EFTER PINSE

 


 

NYHEDSARKIV
blank

TSA -

Udkast til havnereglement

 

Afvigelser fra standardreglementet er markeret

 

 

 

Havnens område

 

Havnen afgrænses som vist på vedlagte oversigtskort.

 

Der er offentlig adgang til hele havneanlægget.

 

 

 

1. Generelle bestemmelser

 

1.1 Føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der gratis udleveres ved henvendelse til havnemyndigheden.

 

1.2 Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnemyndigheden.

 

1.3 Politiet, det kommunale redningsberedskab, fiskerikontrollen og andre myndigheder udfører opgaver inden for havneområdet efter lovgivningens almindelige regler og kan benytte slæbesteder efter behov.

 

1.4 Havnemyndigheden skal i tjenestetiden være iført uniform, uniformskasket eller anden genkendelig beklædning, men skal i øvrigt legitimere sig, hvis det forlanges.

 

 

2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.

 

2.1 Fartøjer må ikke ankre inden for havnens søområde uden bydende nødvendighed, medmindre havnemyndigheden har givet særlig tilladelse dertil.

 

2.2 Fartøjer, der tillades opankret uden for havnens ydre værker, men inden for havnens søområde, skal føre forskriftsmæssige signaler (sort kugle eller ankerlanterne).

 

2.3 Havnemyndigheden kan forlange, at ethvert fartøj, som ankrer inden for havnens søområde, flyttes, hvis havnemyndigheden skønner, at fartøjet hindrer fri og sikker passage. Såfremt ankringen ikke er ophørt til det af havnemyndigheden fastsatte tidspunkt, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

 

2.4 For sejladsen inden for havnens område gælder de af Søfartsstyrelsen til enhver tid udfærdigede regler for sejlads m.m. i visse danske farvande samt evt. særlige regler, der måtte fremgå af ordensreglementets individuelle del.

 

2.5 Sejlads inden for havnens område skal foregå med hastigheder, der ikke overstiger opslåede fartgrænser eller i mangel af sådanne med så lav hastighed, at der ikke voldes ulempe for andre. Der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af havneanlægget.

 

2.6 Fastliggende fartøjer må bortset fra nødvendig forhaling ved "lastning/losning", reparation, brændstofpåfyldning m.m. kun anbringes ved de anviste (tildelte) pladser.

 

2.7 Gæstende fartøjer skal snarest melde deres ankomst til havnemyndigheden. Gæsten skal forhale til en anden plads, hvis en sådan anvises af havnemyndigheden, eller dersom pladsen ønskes brugt af et fartøj, som har fået pladsen anvist.

 

2.8 Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnemyndigheden lade fartøjet flytte for ejerens regning og risiko.

 

2.9 Alle fartøjer, der benytter havnen, er forpligtet til at anvende fortøjninger og affendring, der er afpasset efter fartøjets størrelse og under alle forhold holder fartøjet inden for den anviste plads.

 

2.10 Fartøjer må ikke fastholdes ved ankre eller trosser, som helt eller delvist spærrer farvandet i havnen, uden havnemyndighedens tilladelse, og når det forlanges, skal de slækkes for andre både.

 

2.11 Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i eller på havnen og sørge for, at det er lænset, vel fortøjet og affendret i begge sider, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet, og at eventuel afdækning er passende fastgjort.

 

2.12 Bliver det af pladshensyn nødvendigt, at flere fartøjer ligger på siden af hinanden, skal de, som ligger nærmest bolværket, affinde sig med, at mandskabet fra de udenpå liggende fartøjer har fri og uhindret passage over dækket. Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.

 

2.13 Slæbejoller og lignende må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske uden gener for andre fartøjer.

 

2.14 Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald og lignende således, at det ikke klaprer unødigt mod masten.

 

2.15 Et fartøj må ikke oplægges i eller på havnen uden havnemyndighedens forudgående tilladelse. En sådan tilladelse vil i givet fald indeholde de fornødne praktiske anvisninger, betingelser om økonomisk sikkerhed, overholdelse af givne tidsfrister, tilsynspligt m.v.

 

2.16 Efterladte, sunkne eller strandede fartøjer kan havnemyndigheden forlange flyttet inden for en af havnemyndigheden fastsat rimelig tid. Efterkommes et pålæg herom ikke, kan havnemyndigheden efter endnu en meddelt frist lade fartøjet fjerne og sælge for ejerens regning. Inden salget skal havnen så vidt muligt give ejeren besked. Provenuet fra et salg kan anvendes til hel eller delvis dækning af havnens omkostninger.

 

Såfremt en uafhængig vurderingsmand har erklæret, at fartøjet er værdiløst, eller at dets værdi ikke overstiger de skønnede salgsomkostninger, kan havnemyndigheden skaffe fartøjet bort efter at have givet skriftlig meddelelse herom til ejeren. Såfremt ejeren eller dennes opholdssted er ukendt for havnemyndigheden, kan meddelelse i stedet gives ved opslag på fartøjet samt ved annoncering i et lokalt dagblad/ugeblad.

 

Uanset sådant salg eller bortskaffelse hæfter ejeren fortsat for fuld betaling af havnemyndighedens omkostninger.

 

2.17 Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnemyndighedens udtrykkelige tilladelse. Et sådant vrag henligger i enhver henseende for ejerens regning og risiko.

 

 

3. Optagning, reparation, brændstof m.m.

 

3.1 Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnemyndigheden anviste bolværker, ramper og lignende.

 

3.2 Umiddelbart efter søsætning/optagning har fartøjsejeren pligt til at rydde kajen og landplads for bukke, vogne, støtter og andet grej.

 

3.3 Fartøjer, bådvogne og master m.m. skal være tydeligt mærket med bådnavn samt ejerens navn ogmå kun anbringes på de dertil bestemte arealer efter aftale med havnemyndigheden.

 

3.4 Fartøjer, stativer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer eller henligger i havnens bassiner uden tilladelse, er havnemyndigheden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko.

 

3.5 Benzin må ikke forefindes i fartøjer på land. Tankene skal tømmes og udluftes. Opbevaring af motorbrændstoffer, smøreolier og flaskegas på havnens område må kun finde sted med brandmyndighedens tilladelse.

 

3.6 Ved brændstofpåfyldning skal træffes alle forholdsregler til at sikre imod antændelse om bord eller på kaj.

 

Spild af brændstof i havnen skal undgås. I tilfælde af spild foretager havnemyndigheden eventuel forureningsbekæmpelse. Skadevolderen forpligtes til at betale eventuelle omkostninger, som påføres havnemyndigheden.

 

4. Forskellige miljø- og ordensbestemmelser

 

4.1 Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Der henvises til at benytte de affaldsbeholdere, der er opstillet på havnearealet.

 

4.2 Miljøfarligt affald såsom spildolie, malingrester, fortynder, udtjente oliefiltre og akkumulatorer må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.

 

4.3 Reparationsarbejder eller lignende på skibe eller materiel, som henligger i havnen, skal foregå i henhold til gældende miljø- og arbejdsmiljøbestemmelser. Afrenset affald skal opsamles og bortskaffes i henhold til gældende bestemmelser således, at havnen ikke påføres et oprensnings-, miljø- eller iltsvindsproblem.

 

4.4 Udpumpning af marinetoiletter eller tømning af holding-/septictanke i havnen er forbudt. Der henvises til brug af havnens toiletter og modtagefaciliteter.

 

4.5 Udpumpning af olieholdigt vand i havnen er forbudt. Vandet skal opsuges og tømmes i de særlige beholdere, der er opstillet på havnen, mærket "Spildolie" eller "Olieholdigt bundvand".

 

4.6 Afrensning af fartøjer, som er påført biocidholdig bundmaling, må alene finde sted ved eventuelle særligt indrettede vaskepladser.

 

4.7 Følgende aktiviteter må kun finde sted inden for havnens område med havnemyndighedens forudgående tilladelse:

 

a) Afbrænding af fyrværkeri. Afbrænding af festfyrværkeri kræver dog tillige politiets tilladelse.

 

b) Åben ild, herunder åben grill, om bord i fartøjet og på havneområdet i øvrigt uden for eventuelle dertil indrettede grill-pladser.

 

c) Fiskeri.

 

d) Vandskiløb, kapsejlads, benyttelse af sejlbrætter, sejlads med vandscootere og lignende.

 

e) Badning og dykning fra skibe eller bolværker.

 

f) Placering af husbåde.(Se særskilt reglement)

 

g) Teltslagning og opstilling af campingvogne.

 

4.8 Havnemyndigheden kan give anvisninger vedrørende færdsel på havneområdet.

 

4.9 Parkering af campingvogne og bådtrailere må kun ske på de dertil særligt indrettede parkeringspladser.

 

4.10 Alt, hvad der findes, optages eller bjærges inden for havneområdet, skal straks anmeldes til havnemyndigheden.

 

5. Havneopsyn, ansvar og straffebestemmelser

 

5.1 Enhver, der befinder sig på havneområdet, har pligt til straks at efterkomme havnemyndighedens anvisninger og påbud, herunder også om at fjerne sig fra havnens område.

 

Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer dette reglements bestemmelser eller de af havnemyndigheden givne pålæg så hurtigt, som det skønnes nødvendigt af myndigheden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker. For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning. Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.

 

5.2 Mener nogen sig forurettet af havnemyndigheden, kan sagen indbringes for Rådmanden for Kultur og Borgerservice, men et påbud skal under alle omstændigheder efterkommes.

 

5.3 Fartøjsejeren er ansvarlig for enhver skade (herunder tings-, person-, og følgeskade), der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse udvist af fartøjsejeren eller øvrige besætningsmedlemmer. Ansvaret gælder skade, som direkte eller indirekte er forvoldt i forbindelse med anløbet af, opholdet i, brugen af eller afsejlingen fra havnen.

 

5.4 Havnemyndigheden er ansvarlig for skader på fartøjet eller dettes besætning, såfremt skaderne er forårsaget ved fejl eller forsømmelse begået af havnemyndigheden.

 

5.5 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af pkt. 2.1-2.2, 2.5-2.7, 2.9-2.15, 2.17, 3.1, 3.5-3.6, 4.1-4.9 og 5.1, første afsnit, med bøde.

 

 

Særlige regler for Fiskeri-, Træksibs og Lystbådehavnen

 

Med henvisning til ”Bekendtgørelse om standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne” fastsættes følgende særlige regler for Fiskeri-, Træksibs og Lystbådehavnen.

 

6. Ordensregler generelt

 

6.1 Alle fartøjer, der er hjemmehørende i Århus Lystbådehavn, skal være tydelig mærket med havnens årsmærke. Årsmærket skal være synligt fra broen.

 

6.2 Både på trailer m.v. skal være mærket med gyldigt årsmærke og må på kun henstilles på arealer anvist af Sport & Fritid. Årsmærke kan købes af havnemyndigheden.

 

6.3 Joller, som anvendes til undervisning / ungdomssejlads i de respektive foreninger, skal være mærket og befinde sig inden for de områder, som anvises af Sport & Fritid.

 

6.4 Når en pladshaver ikke benytter sin bådplads i mere end et døgn, skal optaget/fri (rød/grøn) skiltet vendes og pladsen mærkes ”fri”, så pladsen kan benyttes til gæster.

 

6.5 Ansvarsforsikring er obligatorisk for ejere af både, der er hjemmehørende i havnen. Dokumentation skal forevises på forlangende af havnemyndigheden.

 

6.6 Udstyr og grej må ikke henligge på broer og havnearealer. Gangarealer skal holdes fri.

 

6.7 Cykler, løbehjul og knallerter må ikke medbringes på broerne. Undtaget er havnemyndigheden.

 

6.8 Hunde skal føres i snor.

 

6.9 Det er ikke tilladt at kaste sten i bassinet.

 

6.10 Støjende adfærd og unødvendig brug af bådmotorer er forbudt inden for havnens område.

 

7. Regler om miljøforhold

 

7.1 Fjernelse/slibning af bundmaling skal ske miljørigtigt og må kun foretages med udstyr, som er godkendt af havnemyndigheden. Afrenset bundmaling skal opsamles og anbringes i miljøcontainer.

 

7.2 Sandblæsning må kun foretages efter tilladelse fra havnemyndigheden.

 

7.3 Højtryksrensning må kun foretages, hvis det sker uden gene for øvrige brugere af havnen.

 

7.4 Med henvisning til pkt. 4.3 i standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne (bekendtgørelse nr. 9139 af 15. april 2002 med bilag) gælder følgende vedr. brug af forbudt bundmaling:

 

1) Enhver påføring eller anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder de til enhver tid forbudte stoffer[1]medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse.

 

2) Ved mistanke om påføring eller anvendelse af ulovlig bundmaling eller lignende er bådejeren forpligtiget til at medvirke til testning af den anvendte bundmaling eller lignende. Manglende iagttagelse af denne pligt medfører tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som en væsentlig eller grov misligholdelse. Såfremt bådejeren har påført eller anvendt ulovlig bundmaling eller lignende, er bådejeren forpligtiget til at betale omkostningerne til disse undersøgelser.

 

3) Konstateres der anvendelse af bundmaling eller lignende der indeholder forbudte stoffer, kan havnemyndigheden under formildende omstændigheder påbyde, at bådejeren inden for en nærmere angiven tidsfrist enten fjerner den ulovlige bundmaling eller lignende på miljørigtig vis eller forsvarligt forsegler denne. Efterkommes et påbud herom ikke straks, medfører det tab af retten til bådplads i havnen og betragtes således som væsentlig eller grov misligholdelse.

 

 

8. Anvendelse af vinterpladser

 

8.1 Sport & Fritid anviser arealer til vinteropbevaring af både.

 

8.2 Arealer til vinterpladser skal være rømmet og rengjort i tiden 15. maj til 1. oktober. Både kan dog i denne periode henstilles på anvist plads efter særlig aftale med Sport & Fritid og evt. mod betaling efter aftale. Flytning til anvist plads betales af bådejeren.

 

8.3 Der må ikke graves huller på vinterpladserne. Oprydning af affald så som malerbøtter, træstumper m.m. samt fjernelse af stativer og bukke skal være fuldført samme dag, som båden er søsat. I modsat fald har havnemyndigheden ret til at foretage oprydning for fartøjsejerens regning.

 

8.4 Der er ikke tilladt at anvende elvarmeapparater eller lign. uden særlig tilladelse. Det er ikke tilladt at have tilsluttet strøm, uden at bådens ejer er til stede. Havnemyndigheden er i sådanne tilfælde berettiget til at frakoble strømmen,

 

9. Håndhævelse

 

9.1 Overtrædelse af ordensreglementet kan i grove eller gentagne tilfælde medføre bortvisning fra havnen. Følgende procedure anvendes:

 

  1. Afhængig af forholdet – en eller flere mundtlig(e) advarsel(er) med en passende frist til at rette op på forholdet.
  2. Skriftlig advarsel med en passende frist til at rette op på forholdet.

 

Endvidere henvises til punkt 5.1.

 

Der er jf. 5.2 klageadgang til Rådmanden for Kultur og Borgerservice.

 



[1]1) Pt. jf. Bekendtgørelse om begrænsning af import, salg og anvendelse af biocidholdig bundmaling (bek.nr. 1278 af 12/12/2005, med senere ændringer) og Bek. om ændring af bekendtgørelse begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål (organiske tinforbindelser) (bek. nr. 926 af 18/11/2002).

 

blank
SKIFT TIL ANDRE SIDER

Hvad ønsker du info om ?

Søg på bjælken overover: Tryk "SØG" - Eller rullemenuen nedenunder giver de mest brugte


E-mail adresser

E-mail adresser

Vandstand

Opdateres automatisk