image
Kommende begivenheder

 

ONSDAGSSEJLADSER STARTER ONSDAG EFTER PINSE

 


 

NYHEDSARKIV
blank

080905 Forslag fra Sport & Fritid

 

 

Den 13. oktober 2008

 

 

 

Renovering af bro ved Træskibsforeningen


Tak for et godt og konstruktivt møde i fredags.

 

Som oplyst, så har Bascon på baggrund af en dykkerundersøgelse vurderet, at broen ved Træskibsforeningen i høj grad trænger til renovering. Da det er Sport & Fritid, som har risikoen i tilfælde af en ulykke, er det vigtigt for os, at renoveringsarbejdet gennemføres hurtigt. Som aftalt på mødet vil vi derfor igangsætte de nødvendige arbejder hurtigst muligt.

 

Projektet kræver en byrådsbehandling, hvilket normalt tager 2-3 måneder. Det betyder, at selve renoveringen forventes at starte i februar måned 2009. Vi vil dog allerede nu gå i gang med en egentlig planlægning – både i forhold til udarbejdelse af udbudsmateriale, men også i forhold til midlertidig flytning af både. Planlægningen vil naturligvis ske i dialog og tæt samarbejde med Træskibsforeningen. Vi forventer særligt Træskibsforeningens hjælp, hvis det bliver nødvendigt midlertidig at flytte nogle af bådene.

 

Med hensyn til projektet omkring flydebroen afventer Sport & Fritid, som aftalt et udkast fra jer.

 

Hvis Træskibsforeningen har brug for yderligere oplysninger i forhold til den videre proces om den kommende administration, renovering, dispositionsplanlægning m.v. er I naturligvis meget velkomne til at kontakte os. Vi håber på et forsat godt samarbejde omkring de fremtidige initiativer, der skal gennemføres på Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen.

 

 

Med venlig hilsen

 

Niels Rask

                                                    /

                                                             Marianne Naldahl Lynnerup

 

 

18. september 2008

Videreudvikling i sagen om renovering af Træskibsbroen.

Efter medlemsmødets behandling af renoveringen af Træskibsbroen har Sport & Fritid meddelt at de ønsker svar på om TSA kan påtage sig opgaven. Det begrundes med, at der skal indhentes tilbud på flere arbejder i den øvrige havn. Man er ligeledes afvisende overfor en forhandling om renoveringens konsekvenser for TSAs kontraktforhold.

Det er resulteret i følgende svar til Sport & Fritid:

 Kære Søren

 Tak for din mail vedrørende træskibsbroen.

 Som du har udtrykt forståelse for kræver det både overvejelser og drøftelser med medlemmerne i TSA inden vi kan indgå en egentlig aftale om vores eventuelle udførelse af renovering af træbroen.

 På medlemsmødet den 15. september blev der imidlertid tilkendegivet opbakning om at vi påtog os projektet. I hele opbygningen af træskibshavnen har anlæggelse og vedligeholdelse af broanlæggene været en væsentlig af fællesaktiviteterne for foreningens medlemmer.

 Det blev dog samtidigt klart tilkendegivet at en arbejdsindsats fra medlemmerne vil forudsætte en sikkerhed for at Træskibsforeningen fortsat i en længere periode kan være brugerne af broen.

 En forudsætning for at TSA evt. kan indgå en eventuel aftale vil også være at der foreligger et klart udspil fra SoF om hvilken honorering der tilbydes. Dit forslag om en reduceret havneleje over en årrække kan være et udmærket udgangspunkt der i øvrigt svarer til hvad der hidtil har været TSAs aftale med Århus Havn. Men også her vil det være nødvendigt at vi drøfter os nærmere ind på et tidsperspektiv.

 TSA vil derfor foreslå at SoF indhenter tilbud på renovering af samtlige anlæg der skal indgå i første renoveringsetape med alternativ pris hvis  træskibsbroen udtages af entreprisen. Dette vil både give klarhed vedrørende hvilken honorering SoF kan tilbyde TSA og give mulighed for nærmere drøftelse mellem SoF og TSA vedrørende TSAs fremtid.

 Det er ikke klart for TSA hvad der forhindrer drøftelse af en aftale mellem TSA og SoF om der fremtidige samarbejde inden der foreligger en endelig dispositionsplan, som efter vores forståelse drejer sig om den fremtidige fysiske udformning af havneområdet.

 TSA vil ud fra ovenstående bede om et snarligt møde med dig og ledelsen i SoF hvor TSA nærmere kan orientere om hvordan opbygningen af Træskibshavnen hidtil er foregået og vi nærmere kan drøfte de fremtidige perspektiver og muligheder i samarbejdet mellem jer og os. Vi foreslår mødet afholdt på Træskibshavnen som vi ved samme lejlighed gerne vil fremvise.

 Denne mail er sendt til orientering til Niels Rask og Marianne Lynnerup.

 Med venlig hilsen

 Lars Munthe

 

9. september 2008 modtages forslag fra Sport & Fritid 

Kære Træskibsforening

Sport og Fritid har i juni 2008 af Bascon A/S fået fortaget en tilstandsvurdering af bl.a. træskibsbroen. Vurderingen viser, at pælenes tilstand er kritisk - der er risiko for brud på pæle (sammenstyrtning) ved påsejling / storm mv.

Bascon har i den forbindelse udarbejdet 2 forskellige forslag - nye pæle til eksisterende bro / en ny flydebro. De forskellige løsninger blev kort vendt med TSA, idet valg af bro gerne skal være i overensstemmelse foreningens ønsker.

I slutningen af juni 2008 afholdes møde ved TSA, hvor Jørgen Bargisen, Lars Munthe, Ejvind Nielsen og Katharina Nyborg drøftede et renoveringsforslag fra TSA. 1. juli 2008 fremsender Jørgen Bargisen et forslag til, hvordan man kunne renovere Træskibsbroen.

Efter aftale med TSA foranlediger Sport & Fritid en statisk vurdering af forslaget, levetidsvurdering samt en økonomisk kalkulation af løsningen.

Dette skulle danne grundlag for videre drøftelser med TSA.

Bascon har vurderet, at den foreslåede metode vil være fuldt forsvarlig, og da metoden samtidigt er væsentlig billigere end de hidtil fremkomne forslag, så anbefaler Bascon, at vi går videre hermed.

I brevet af 1. juli foreslår Jørgen Bargisen at TSA kan udføre arbejdet ved frivillig arbejdskraft. Det anføres at aftale om finansiering og mulige konsekvenser for den eksisterende kontrakt mellem TSA og Århus Kommune skal afklares, inden arbejdet påbegyndes.

Sport & Fritid har drøftet muligheden for, at TSA kan forestå brorenoveringen - vi er ikke i tvivl om, at foreningen fagligt kan løfte opgaven. Vi har drøftet de betingelser, vi vil være parat til at indgå en aftale på:

Finansiering: Sport & Fritid er ved at regne på, hvad vi kan tilbyde TSA som betaling for opgaven. Udgangspunktet for os er, at TSA skal have en betaling så foreningen får et pænt beløb at lægge i kassen, samtidigt med at Sport & Fritid opnår en besparelse i forhold til at skulle indgå aftale med en entreprenør. Vi forventer et tilbud til TSA på ca. 450.000 - 550.000 kr. Prisen må vi i givet fald forhandle nærmere om.

Bygherrerådgivning: I tilfælde af, at TSA skal varetage opgaven, vil vi tilknytte ingeniør firmaet Bascon A/S, som vil udføre statiske beregninger/eftervisninger, optegning med fastlagte dimensioner mv. (med inddragelse af TSA), følge arbejdet - yde råd og vejledning samt løbende kvalitetssikre og tilse det udførte arbejde.

Tidsplan:Bascon har på baggrund af en dykkerundersøgelse vurderet, at broen i høj grad trænger til renovering, og da det er Sport & Fritid, som har risikoen i tilfælde af en ulykke, er det vigtigt for os, at renoveringsarbejdet kan gennemføres hurtigt.

Jørgen Bargisen har overfor Ejvind nævnt muligheden for, at man kunne vurdere hver enkelt pæl og derefter foretage afstivningen med jernbaneskinner de steder, hvor broen er hårdest angrebet. Dermed kunne opgaven strækkes over et længere tidsforløb.

Ideelt set ønsker Sport og Fritid at arbejdet igangsættes snarest muligt og at tidsplanen forsøges komprimeret - på den måde minimeres risiko for brud på pæle og udgifter til ingeniørs rådgivning og tilsyn.

Hvis man fra TSA´s side vil strække arbejdet hen over f.eks. 1 eller 1½ år, så skal det ske på baggrund af en konkret risikovurdering vha. af en dykkerundersøgelse.

TSA bedes vurdere om, man har kræfter til at foretage renoveringen i et kort og intensivt forløb.

Hvis TSA påtager sig opgaven, skal der udarbejdes en tidsplan for forløbet, som man forpligter sig til.

Der skal udarbejdes Byrådsindstilling med henblik på at få en anlægsbevilling. Der vil gå 2-3 mdr., inden indstillingen er gennem systemet. Parallelt hermed sker forberedende arbejde som projektering, materiale opgørelser. mv.

Konsekvenser for den eksisterende kontrakt: Der bliver ikke tale om, at TSA på baggrund af renoveringsopgaven kan opnå andre kontraktvilkår end de øvrige foreninger i havnen. TSA's fremtidige driftsaftale vil følge de rammer, som er angivet i byrådsindstillingen.

 

Sport & Fritid foreslår, at TSA hurtigt afklarer, om man er interesseret i at indgå en aftale på de givne vilkår. Vi foreslår, at vi holder et møde om sagen snarest muligt.

Såfremt TSA ikke er interesseret i opgaven, vil Sport & Fritid snarest igangsætte tilbudsindhentning fra eksterne entreprenører.

Afslutningsvis vil vi gerne kvittere for, at TSA har engageret sig så meget i sagen og har udarbejdet et godt og billigt renoveringsforslag.

 

 

 

Med venlig hilsen

Søren Clausen

Sport & Fritid

Århus Kommune

Mail: sc@fk.aarhus.dk

Direkte tlf.: 8940 4842

 

TSA´s  forslag:                                                                                           

                                                                                                             1. juli 2008

Vedr. Renovering af Træskibsbroen

 

Det er konstateret, at Træskibsbroen er kraftigt angrebet af pæleorm.

Træskibsforeningen ved Jørgen Bargisen har indhentet information hos Århus Havn Teknisk Afdeling, der har tegnet og udført broen i 1995. Man er stærkt forundret over, at levetiden har vist sig så kort. Der er anvendt pæle med såkaldt ”havneimprægnering”, men uden arsén, som desværre blev forbudt af miljø grunde, inden broen blev bygget.

Århus Havn har stillet kopi af brotegningen til rådighed, og har ingen tekniske indvendinger imod den løsning, der foreslås til renovering.

Materiale- og arbejdsbeskrivelse.

Som vist på vedlagte tegning rammes en jernbaneskinne af 65 kg/m2 ned ved siden af de eksisterende træpæle. Skinnen rammes ned og forboltes så remmen, der bærer brodækket hviler på toppen af skinnen. Der boltes med 20 MG rustfri gevindstang og skærmskiver.
Hvert andet fag forsynes med rustfri ø 20 mm rustfrit stål placeret i kryds for afstivning sideværts. Enderne forsynes med gevind og der spændes mod galvaniserede skråkiler.

Det forventes som tidligere, at materialerne kan anskaffes til under halv markedspris via sponsoraftaler med vore sædvanlige leverandører.

Arbejdet kan udføres ved hjælp af det tilstedeværende ramslag, men det bør forbedres. Til det formål har TSA allerede modtaget 6 cyl. Detroit dieselmotor i god stand, så der mangler kun selve spillet og ramhoved. Opbygningen udføres ved frivilligt arbejde.

Under forudsætning af forbedret ramslag vil selve arbejdet kunne udføres af frivillige hjælpere fra TSA.
Vi har også tilsagn om hjælp fra dykkerklubber
.

Aftale om finansiering og mulige konsekvenser for den eksisterende kontrakt mellem TSA og Århus Kommune aftales mellem parterne inden arbejdet påbegyndes.

Med venlig hilsen

Træskibsforeningen i Aarhus

 

Jørgen Bargisen

Brobygningsudvalget

 

blank
SKIFT TIL ANDRE SIDER

Hvad ønsker du info om ?

Søg på bjælken overover: Tryk "SØG" - Eller rullemenuen nedenunder giver de mest brugte


E-mail adresser

E-mail adresser

Vandstand

Opdateres automatisk